Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Fysiske rammer og nyt byggeri

Daginstitutionen

Børnehuset Fælleden er beliggende på Artillerivej 69E, 2300 København S. Siden opstart i 2019 har vi haft til huse i moderne velindrettede pavilloner. De midlertidige pavilloner er nu udskiftet med en moderne nybygget institution med f.eks. gulvvarme og generel stort fokus på hygiejne og god akustik.

Udendørsarealer

Nye byggeri:

Vi er nu flyttet ind i vores nye bygning 1. oktober 2022. Den nye moderne bygning er i tre plan, med elevator, trappeopgange og med en stor terrasse med udsigt ud over Amager Fælleden. I den nye bygning vil stuer og rum fordeles således:

Stueplan: Børnehavens fire stuer med direkte adgang til legeplads, produktionskøkken, pædagogisk køkken og multirum.

1.sal: Tre vuggestuegrupper, en liggehal, personalestue, samt kontorer og terrasse.

2.sal: Tre vuggestuegrupper samt liggehal

Udemiljøet/vores legeplads er i dette byggeri opdelt med et vuggestue- og børnehaveområde der vender ud mod Fælleden og rideskolen. I vores udemiljø har vi et udekøkken og vi får mulighed for at etablere et dyrkningsområde til grøntsager og urter.

Vores fællesområde vil vende ud mod vores hovedindgang og når det kommende plejecenter står færdigt (umiddelbart 2027) vil fællesområdet vende ud mod plejecentrets have/gårdmiljø. Vi forventer at få et samarbejde med plejecenteret således at man kan lave aktiviteter på tværs af generationer. 

Gode læringsmiljøer:

Vi arbejder med små læringsmiljøer som er fleksible og kan tilpasses efter behov. Dette gælder både indendørs såvel som udendørs.

Garderoben er stor og det betyder, at der er plads til, at børnene kan sidde på gulvet og guides til at tage tøj af og på.

Vi har akustikpaneler samt akustiklofter, der skaber en rigtig fin rumklang. Derudover har vi indrettet rummene i mindre legezoner, hvilket også hjælper med at dæmpe støjniveauet. Til sidst har vi på gulvet i vuggestuen tynde stabile madrasser, som udover at være lette at rengøre, også mindsker støj fra legetøj på gulvet.

Stuerne er indrettet fleksible, således at vi kan tilpasse dem afhængig af pædagogiske temaer og hvad der optager børnene. Indretningen er tænkt med plads til både fysisk udfoldelse og stille aktiviteter. Vores møbler er fleksible i den forstand, at de hurtigt kan pakkes sammen og rulles væk, så der bliver plads på stuen.

Vi har et stort fællesrum/multirum ,med plads til motoriske udfoldelser.

Legepladsen er opdelt så der er forskellige områder til henholdsvis vuggestuerne og børnehavegrupperne da behovene er forskellige. Der er forskellige underlag, som kan udfordre og udvikle børnenes motorik og balance. Vi har forskellige krydderurter og bær som man kan lugte til og smage for at udfordre og udvikle børnenes sanser.

Amager Fælled og byens rum

Amager Fælled ligger i vores baghave, og med vores fokus på at have en naturprofil, er det naturligt at vi udnytter den tætte placering og de muligheder det giver.

Vi ser naturen som verdens bedste lege- og læringsmiljø. For os betyder dette, at vi benytter naturen i lokalområdet som ud over Amager Fælled er Amager strand, Vestamager Naturcenter, Kløvermarken, skolehaven og andre små naturoaser. Vi benytter bl.a. vores el-ladcykler som gør det muligt for os at komme på længere ture.